Bekendtgørelse om gratis influenza A (H1N1) vaccination til visse persongrupper
I medfør af § 158, stk. 2, § 254, stk. 1, §§ 264 og 265 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, fastsættes:
§ 1. Tilbud om gratis influenza A (H1N1) vaccination gives til særlige persongrupper, jf. § 2, med bopæl her i landet, jf. dog § 6.
§ 2. Personer med følgende kroniske sygdomme, jf. nr. 1) – 9), efter en lægelig vurdering:
1) Lungesygdomme som Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), astma med kronisk obstruktion og astma, der er vanskelig at kontrollere, cystisk fibrose, sarkoidose, lungefibrose, samt andre lungesygdomme især, hvis lungefunktionen er nedsat, eller der er gentagne lungeinfektioner
2) Hjerte- og karsygdomme, især svær koronarsygdom, hjertesvigt, sværere klaplidelser (ikke kun isoleret forhøjet blodtryk)
3) Blodsygdomme, især hæmoglobinopatier
4) Diabetes 1 eller 2, især med komplicerende hjerte- eller nyresygdom eller med almen svækkelse på grund af diabetiske senfølger – eller diabetes, der er vanskelig at kontrollere
5) Medfødte eller erhvervede immundefekter, herunder hiv-smittede personer og medikamentelt immunsupprimerede personer
6) Neuromuskulær sygdom med påvirket respiration eller nedsat hostekraft
7) Kronisk lever- eller nyresvigt (vejledende GFR< 30 ml/min)
8 ) Svært overvægtige (vejledende BMI > 40)
9) Andre sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at en influenzainfektion udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
Stk. 2. Gravide med de i stk. 1 nævnte kroniske sygdomme, også efter individuel vurdering i 1. trimester.
Stk. 3. Alle andre gravide i 2. og 3. trimester, hvis den gravide selv ønsker det.
Stk. 4. Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter, jf. stk. 1, nr. 5, kan i særlige tilfælde tilbydes vaccination. Ved husstandskontakter forstås medlemmer af husstanden og personer med husstandslignende kontakt.
§ 3. Til vaccinationerne anvendes vacciner samt sprøjter og kanyler, der udleveres gratis til lægen fra Statens Serum Institut.
§ 4. Vaccinationerne skal foretages af personens egen praktiserende læge, jf. sundhedslovens § 59, eller en anden på dennes ansvar. For personer omfattet af § 6 samt personer omfattet af sikringsgruppe 2, jf. sundhedslovens § 60, foretages vaccinationerne af alment praktiserende læge efter eget valg.
Stk. 2. Alle givne vaccinationer skal indberettes ugentligt via ydelsesregistreringen.
§ 5. Udgifterne til honorarer til lægerne for vaccination af de i § 2 nævnte persongrupper afholdes af regionerne.
Stk. 2. Bopælsregionen betaler 89 kr. for enhver vaccination mod influenza A (H1N1) omfattet af § 2, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Betalingen udgør 243 kr. i tilfælde, hvor vaccination af helbredsmæssige årsager er foretaget i den vaccineredes eget hjem, bortset fra plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger og plejeboliger, jf. § 192 i lov om social service og § 5 i lov om almene boliger mv.
§ 6. For personer, der ikke har bopæl her i landet, men som har ret til vaccinationsydelser under ophold i Danmark i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, afholdes udgiften til vaccination af den region, hvori den pågældende opholder sig.
Stk. 2. Refusion af udgifter til vaccination af personer, der er syge(for)sikret i et andet land, som i medfør af EF-retten eller internationale aftaler skal overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder den region, der har afholdt udgiften.
Stk. 3. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 1408/71, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer, samt bilaterale sikringsaftaler.
§ 7. Staten refunderer de af regionerne afholdte udgifter, jf. § 5 og § 6, dog ikke udgifter der skal refunderes fra et andet land, jf. § 6, stk. 2.
Stk. 2. Hver region indsender inden den 15. januar 2010 og herefter hurtigst muligt efter modtagelse af de sidste refusioner en opgørelse over regionens udgifter til vaccination til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med angivelse af,
1) hvor mange vaccinationer til 89 kr. og hvor mange vaccinationer til 243 kr., den enkelte region har betalt og skal modtage refusion for, samt
2) i hvilket betalingsinstitut og på hvilket kontonummer, beløbet skal indsættes.
Stk. 3. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan foretage stikprøvevis kontrol gennem indsendelse af dokumentationsmateriale efter anfordring.
§ 8. Sundhedsstyrelsen vejleder nærmere om gennemførelsen af de i § 2 nævnte vaccinationer.
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2009 og har virkning for vaccinationer foretaget senest den 30. juni 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 27. oktober 2009
Jakob Axel Nielsen
/ Helle Hyllehøj
august 1st, 2011
Posted in 