Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper
I medfør af § 158, § 254, stk. 1, §§ 264 og 265 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, fastsættes:
§ 1. Tilbud om gratis influenzavaccination gives til særlige persongrupper, jf. § 2, med bopæl her i landet, jf. dog § 5.
§ 2. Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år.
Stk. 2. Førtidspensionister.
Stk. 3. Kronisk syge, jf. nr. 1 – 5, efter en lægelig vurdering.
1) Personer, der går til behandling eller kontrol for kroniske lungesygdomme og har varig nedsættelse af lungefunktionen
2) Personer, der har fået diagnostiseret en iskæmisk hjertesygdom – med og uden hjerteinsufficiens – og hjerteinsufficiens af andre årsager
3) Personer, der går til behandling for diabetes mellitus (sukkersyge), og har mindst en komplikation til sygdommen
4) Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
5) Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
§ 3. Vaccinationerne skal foretages af en læge, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til selvstændigt virke som læge, eller en anden på dennes ansvar.
§ 4. Bopælsregionen betaler 128 kr. for enhver vaccination mod influenza omfattet af § 2, jf. dog stk. 2. Betalingen dækker alle udgifter, herunder vaccinationen, udgiften til vaccine og eventuel merværdiafgift. Der må ikke være opkrævet yderligere betaling for vaccinationen.
Stk. 2. Betalingen udgør 282 kr. i tilfælde, hvor vaccination af helbredsmæssige årsager er foretaget i den vaccineredes eget hjem, bortset fra plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger og plejeboliger, jf. § 192 i lov om social service og § 5 i lov om almene boliger mv.
Stk. 3. Anmodninger om betaling skal indeholde
| 1) | oplysning for hver enkelt vaccination om vaccinationstidspunkt, den vaccineredes navn, CPR-nummer og bopælsregion, |
| 2) | og om den vaccinerede |
| er fyldt 65 år, | |
| er førtidspensionist uanset evt. kronisk lidelse eller | |
| er under 65 år med en kronisk lidelse, men ikke førtidspensionist, jf. § 2, samt | |
| 3) | oplysning om navn og virksomhedsadresse, ansættelsessted eller bopæl for den læge, som har vaccineret, eller på hvis ansvar vaccination er foretaget, samt i hvilke tilfælde vaccination af helbredsmæssige årsager er foretaget i den vaccineredes eget hjem, jf. stk. 2, underskrevet af den, der har vaccineret. |
Stk. 4. Anmodninger om betaling fremsendes månedligt, samlet til den vaccineredes bopælsregion med oplysning om, til hvilket pengeinstitut betalingen skal overføres. For anmodninger, der er modtaget senest den 15. i en måned, overføres betalingen senest den 15. i den følgende måned.
§ 5. For personer, der ikke har bopæl her i landet, men som har ret til vaccinationsydelser under ophold i Danmark i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, afholdes udgiften til vaccination af den region, hvori den pågældende opholder sig.
Stk. 2. Refusion af udgifter til vaccination af personer, der er syge(for)sikret i et andet land, som i medfør af EF-retten eller internationale aftaler skal overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder den region, der har afholdt udgiften.
Stk. 3. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 1408/71, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer, samt bilaterale sikringsaftaler.
§ 6. Staten refunderer de af regionerne afholdte udgifter, jf. § 4 og § 5, dog ikke udgifter der skal refunderes fra et andet land, jf. § 5, stk. 2.
Stk. 2. Hver region indsender inden henholdsvis den 15. januar og den 31. marts 2010 en opgørelse over regionens udgifter til vaccination til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med angivelse af,
| 1) | hvor mange vaccinationer til 128 kr. og hvor mange vaccinationer til 282 kr., som den enkelte region har betalt og skal modtage refusion for, opgjort for henholdsvis |
| personer, der er fyldt 65 år, | |
| førtidspensionister uanset evt. kronisk lidelse og | |
| personer under 65 år med en kronisk lidelse, men ikke førtidspensionister, jf. § 2, samt | |
| 2) | i hvilket betalingsinstitut og på hvilket kontonummer, beløbet skal indsættes. |
Stk. 3. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse forbeholder sig ret til at foretage stikprøvevis kontrol gennem indsendelse af dokumentationsmateriale efter anfordring.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2009 og har virkning for vaccinationer foretaget inden udgangen af 2009.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 18. juni 2009
Jakob Axel Nielsen
/ Helle Hyllehøj
februar 8th, 2012

august 29th, 2009 at 20:59
[...] Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper [...]